Botilbuddet har i 2018 bygget lejligheder til alle, hvilket giver store forandringer i borgernes liv og i alles hverdag på Dalgaarden. Borgerne har længe set frem til disse forandringer og nyder resultatet heraf i fulde drag. Alle er stadig i gang med at undersøge, afprøve og erfare, hvilke muligheder og friheder de nye gode boligforhold giver.
Det åbner op for så meget, både plads til at udfolde sig, fx. med nye ting og sager, følge op på en hobby, have gæster - også overnattende, have egne drikkevare/mad i køleskabet, lave kaffe, have fred på toilettet, da dette ikke deles med andre længere, og alt muligt mere. Disse nye omstændigheder betyder meget i borgernes daglige færden og livskvalitet og det kræver støtte og indsigt at formå at bruge den nye frihed optimalt, samt støtte til og øvelse i at håndtere mulighederne efter egne ønsker og behov.
Desuden huser Dalgaarden nu 7 borgere (mod tidligere 6), hvilket også har givet nyt liv, flere mennesker i hverdagen, nye oplevelser at forholde sig til og få glæde af. Det har udvidet det sociale liv og givet mulighed for nye konstellationer blandt borgerne. Desuden har det åbnet op for behovet af nye socialfaglige tiltag og indsatser.
Samtidig har 7 borgere givet mulighed for, at der oftere kan være to personale på arbejde. Dette er vi i gang med at implementerer og finde de bedste løsninger på. Dalgaarden skal i den næste tid nyde vores nye optimale forhold og høste frugterne heraf på bedste mulige måde.
Herudover er det med i vores fremtidige udvikling at imødekomme at borgerne på Dalgaarden bliver ældre. Det kan medføre forandringer, både af fysisk og psykisk karakter som vi skal handle på. Vi skal ikke gå i stå, men derimod finde nye og brugbare veje til at forsætte med at sætte fokus på borgernes muligheder, ønsker, behov, livskvalitet og trivsel, hvor alle føler de har selv- og medbestemmelse i egen kontekst og liv.