På Dalgaarden starter vi dagen kl. 8.30 med fælles motion, hvor vi cykler eller går en tur. Vi har også vores egen gymnastiksal, hvor vi kan spille håndbold, volleyball, hockey eller lignende. I løbet af dagen arbejder vi i mindre hold, som hver har forskellige ansvarsområder, det kan f.eks. være;
·Køkken og madlavning
·Dyrehold
·Træ og metalværksted
·Køkken- og urtehave
·Brændekløvning
·Pedelopgaver og vedligehold
Til middag spiser vi sammen i kantinen, hvor køkkenholdet står for den daglige madlavning og servering. Der er udover arbejdsholdene også mulighed for kreative sysler og håndarbejdsopgaver, samt musik, sang og brætspilscafe. I løbet af dagen er der også mulighed for forskellige former for pauser, fx en ekstra ro-skabende gåtur, pause i massagestol eller en middagslur i stillerummet. Dagen slutter kl. 15.00.
Hver fredag svømmer vi i Farsø svømmehal sammen med nogle af vores venner fra et andet botilbud. Dette giver god motion og velvære samt en god lejlighed til at hilse på vennerne.